Vi havde konfirmation i søndags, og det hele forløb efter planen, så det blev en god dag for både konfirmanden, vores søn Magnus, og for gæsterne og os selv. Men forud for konfirmationen – ja det er faktisk snart et par måneder siden – havde vi en alvorlig hurdle, vi skulle over. Den handlede om det tøj, Magnus skulle konfirmeres i.
Det er endda ikke sådan, at vi som hans forældre er så gammeldags, at vi forventer at se ham i jakkesæt eller noget, der nærmer sig i stilen. Men det er også et langt spring fra det og til den type street tøj, som Magnus går i til daglig, og som han også havde tænkt sig at skulle konfirmeres i.
Og det spørgsmål havde vi en langvarig og til tider hård diskussion om. Magnus påstod, at ”alle de andre” skulle konfirmeres i en påklædning, som min mand og jeg betegner som hip hop tøj. Det er vist meget typisk for store børn i den alder at bruge det som argument, at ”alle de andre” får lov til dit eller dat.
Men vi stod nu fast. Det er i orden at blive konfirmeret uden en jakke udenpå den sweatshirt, som er en nærmest uundværlig del af Magnus’ påklædning. Og enhver tale om skjorte og slips havde vi selvfølgelig opgivet på forhånd.
Vi holdt dog fast på, at hvis han ville have en sweatshirt på, skulle det være en pæn og ret neutral en af slagsen og ikke en af den slags, han bruger til daglig, hvorpå der er printet besynderlige mønstre eller billeder af dragehoveder og den slags.
Min mand slog også fast fra starten, at noget der bare minder om hængerøvsbukser kunne han glemme alt om, for disse baggy jeans, som knægtene har hængene nede om benene nu til dags, ville han altså bare ikke se sin søn blive konfirmeret i.
Magnus mente helt sikkert, at vi var håbløst gammeldags, men han måtte i sidste ende bøje sig, for i hans alder er det trods alt forældrene, der har det sidste ord.
Jeg kan huske den dag, vi var ude at købe tøj til ham. Han skar nogle meget mærkelige ansigter, når vi udpegede et par bukser eller en sweatshirt, som vi kunne acceptere til konfirmationen. Men vi stod fast, og Magnus var ikke ligefrem i strålende humør på det tidspunkt.
Det hjalp dog noget, da vi også skulle købe noget såkaldt andendagstøj til ham. Det havde han på, da de unge i mandags var i byen for at fejre blå mandag og bruge nogle af de penge, de havde fået i konfirmationsgave.
For da sagde vi nemlig til Magnus, at nu havde vi bestemt med hensyn til hans konfirmationstøj, så nu var det hans tur til selv at vælge. Så det blev til noget tøj helt efter hans egen smag, og da forretningen også havde et pænt stort udvalg i caps, fik han også lov at vælge sådan en, for man kan selvfølgelig ikke fejre blå mandag uden en kasket på hovedet.
