Vores svigersøn, Birger, har i en årrække været fast mand i korpset af frivillige hjælpere i forbindelse med den lille musikfestival, der hvert år arrangeres her i vores mindre provinsby. Festivalen kan på ingen måde i størrelse hamle op med de store og kendte festivaler som Roskilde-festivalen og Skanderborg festival.
Men på et enkelt punkt kan den i hvert fald konkurrere med sidstnævnte, der ellers kalder sig Danmarks smukkeste festival. Vores lille festival med normalt et par tusinde tilhørere bliver nemlig afviklet nede ved søen i vores by, og her er ualmindeligt smukt.
Der er også altid en virkelig god stemning på festivalen, hvor de optrædende for det meste er forholdsvis ukendte musikere, hvoraf en del er amatører. I kraft af Birgers indsats som frivillig hjælper skaffer han hvert år en fribillet til både min kone og mig, og vi nyder hvert år den gode stemning, der hersker på festivalen.
Vi var af sted i aftes, hvor vi igen havde en god oplevelse. Det var ikke mindst, fordi det danske sommervejr viste sig fra sin temmelig pæne side. Det holdt tørt, og det var tilpas lunt til, at jeg kunne gå rundt i skjorteærmer til langt ud på aftenen.
Den første optrædende på scenen var en solist, der gav et par numre på sin harmonika. Han spillede udelukkende countrymusik, men han gjorde det forbavsende godt i betragtning af, at han var en af de amatørmusikere, der optrådte på festivalen i aftes.
Jeg havde det jo egentlig sådan, at countrymusik skal spilles af mindst én halvakustisk guitar – men han var sgu overbevisende!
Harmonikaspilleren indledte aftenen ganske tidligt, så da han blev afløst af et ungdommeligt rockorkester, valgte min kone og jeg at gå hen i det store telt og købe os noget aftensmad. Vi kunne dog stadig høre musikken, mens vi sad og spiste, og jeg spekulerede lidt over, hvor længe mon bandets trommesæt kunne holde til den voldsomme behandling, det blev udsat for en ung, lidt langhåret fyr, som hamrede sin trommestikker ned på trommerne med en kraft, som jeg ikke mindes at have set før. Går skidtet i stykker, køber de bare et nyt trommesæt billigt, antager jeg.
Andre er jo efterhånden gået over til de meget populære el-trommer, som jo udnytter den moderne teknologi ganske fremragende. Og i øvrigt er et elektrisk trommesæt til begyndere faktisk ganske overkommeligt!
Men ellers spillede bandet da nydeligt, selv om det ikke lige er den musikgenre, der siger mig mest. Jeg kunne dog høre, at der var tale om en god rytme, og bandet blev i vilde toner tiljublet af den unge del af publikum.
Senere i aftes nød min kone og jeg sammen med en stor del af det jævnaldrende publikum et jazzband, som spillede traditionel New Orleans-jazz. De gjorde det til dels med nogle lidt usædvanlige og ganske billige musikinstrumenter i forhold til musikgenren. For eksempel var der ingen banjo med i bandet, men derimod en guitar, som guitarspilleren dog formåede at få til at lyde nogenlunde som en banjo.
En anden af bandets medlemmer var virkelig ferm til at spille på mundharmonika. Han formåede at få en masse lettere klagende klange ud af det lille instrument. Eneste minus ved dette jazzband var, at den medbragte sangerinde faktisk ikke sang ret godt. For os mænd var det nok en lille trøst, at hun til gengæld så fremragende ud med sin velskabte krop i en temmelig udfordrende kjole.
